


Det er snart et år siden, jeg inden min ferie på Madeira besluttede mig for at undersøge, hvor enkelt – eller besværligt – det egentlig er at lave botanisk print på farten.
Jeg ville gerne undersøge, om man kan tage botanisk print med sig på ferie og arbejde med de planter, man møder undervejs – uden at skulle have hele værkstedet med.
Forberedelse inden turen.
Derfor havde jeg hjemmefra tænkt lidt over, hvordan jeg kunne gøre det så enkelt som muligt. Jeg købte en lille grøntsagsdamper, som ikke vejer ret meget og heller ikke fylder særlig meget i bagagen. Tøjet kan foldes sammen og ligge tæt omkring damperen – og faktisk kan noget af det også være inde i den.
Planen var ganske enkel: Jeg ville have mine bejdsede stoffer med hjemmefra. Så jeg kunne undersøge, hvor nemt er det egentlig at lave botanisk print, på et hotel i udlandet. Det kunne også have været i sommerhus.


På billederne ser du grøntsagsdamperen, samt en camping opvaskebalje. Baljen kan foldes helt sammen, og skulle bruges til at lave en baggrundsfarve af te til nogle af mine print.
De første print
Jeg fik lavet en del print, og var egentlig temmelig glad over at konstatere hvor nemt det var at gennemføre. Der var nogle blade med farver jeg ikke kendte til, men der var også en masse som vi har herhjemme. Hvilket gjorde jeg ikke i første omgang opdagede, at noget var anderledes.
Som du kan se, var det muligt at få lavet et pænt stk. og få testet de smukke blade fra Kopperblad træet.



De fleste print, blev meget ensartede i farve udtrykket
Det jeg ret sent blev klar over, var at der jo er klor i al vand der kommer ud ad vandhanerne. Derfor blev alle andre print på turen, egentlig smukke nok, men tydeligt affarvet eller bleget. Da al farve potientialet var reduceret til gyldne farver, på nær kopperbladene. Så hvis nogle af jer får lyst at prøve, så invester lige i en dunk med rent vand.
Men, jeg vil sige det kan fint lade sig gøre, da man de fleste steder kan stå udendørs eller under en overdækket terrasse. Så det kun er grøntsagsdamperen der skal sættes i en stikkontakt indendørs.
Håber du får lyst til at afprøve det, hvis du rejser meget.