Om mig

Bag hvert print og hver farve ligger en historie. Her kan du læse lidt af min.

Mit navn er

Charlotte

Jeg er uddannet tekstildesigner fra Danmarks Designskole og har i over 30 år fordybet mig i arbejdet med fibre – særligt gennem filtning, som har været en central del af min praksis. Med tiden har jeg specialiseret mig i botanisk print og plantefarvning og kombinerer min faglige baggrund med en dyb viden om naturens farvestoffer – og en praktisk erfaring, der spænder fra fårehold til færdige tekstiler.

I dag arbejder jeg målrettet med at formidle teknikker inden for botanisk print, naturlig farvning og upcycling – både gennem fysiske kurser og online formater. Mit fokus er at gøre det let tilgængeligt for flere at genanvende og forny deres tøj, samtidig med at de får øje på de ressourcer, vi ofte smider ud. Mange køkkenrester – som avocadoskræller, granatæble og løgskaller – indeholder farvestoffer, der med enkle metoder kan forvandles til smukke og holdbare tekstile farver.

Jeg ønsker at give folk både viden og redskaber til at arbejde bæredygtigt og kreativt med det, de allerede har – og samtidig styrke forbindelsen til naturen og dens rigdom af muligheder.

Værkstedet

Mit værksted har jeg i kunstnerfløjen i Anneberg Kulturpark, hvor jeg har haft mit kreative hjørne de sidste 4 år. Det er her, jeg fordyber mig i botanisk print og plantefarvning – og det er også her, jeg glæder mig til at byde dig velkommen på mine kurser og workshops.

Værkstedet er fyldt med farver, naturmaterialer og masser af liv, og det er et sted, hvor både ideer og energi får plads til at vokse.

Du er altid mere end velkommen til at kigge forbi til en hyggelig snak, høre om mine projekter, kurser eller bare være nysgerrig på de udstillinger, der hele tiden dukker op i huset.

Jeg glæder mig til at møde dig og dele min passion for naturens farver og tekstiler!

Kig dig endelig videre omkring – og hvis du har ønsker, idéer eller
noget, du savner, så vil jeg meget gerne høre fra dig. Dine input
er med til at forme det, der bliver skabt her.

Skriv dig op til mit

Nyhedsbrev